søndag den 28. august 2011

Haglstorm

På billedet ses kerner som blev slået af hvedeaksene i forbindelse med en haglstorm. Vi havde kørt og høstet hele natten, og DMI havde ikke lovet regn, men mejetærskerpiloten havde fulgt med på DMI's raderfilm, og mente der nok ville komme noget regn... Jeg har aldrig oplevet et uvejr opstå så hurtigt og så kraftigt - vi opgav at sætte presenning ordentligt på vognen fordi det lynede voldsomt, og vi stod ude midt på marken.

Regn, regn og regn

Sådan kommer min indkørsel til at se ud en gang hver 10. år. Det sker efter kraftig regn hvor vandet løber oven på jorden langs et åløb som er blevet rørlagt i perioden 1900-1950. Vandet forsvandt forholdsvis hurtigt efter jeg åbnede et brønddæksel ned til det rørlagte åløb, som ikke var overbelastet.

torsdag den 18. august 2011

Tørring af korn

Mit kornanlæg er bygget med udgangspunkt i at jeg har et gennemløbstørreri til rådighed, det betyder at jeg har sparret på afstanden mellem luftkanalerne i planlageret, på udstyr til at lægge kornet i et plant lag, samt at jeg lægger kornet højere end man ellers ville kunne.

Et år som i år går det desværre sådan at kornet vi høster er så vådt at vi har vanskeligt ved at nå at tørre det ned, selvom vi kører i døgndrift. Det betyder at jeg for at opretholde kapacitet og for at få logistikken til at passe, kører "halv"-vådt korn ind på planlageret, hvor jeg så bliver nødt til at håndskovle bunkerne plane, og samtidigt skal bruge mere plads fordi kornet ikke længere kan lægges så højt.

onsdag den 17. august 2011

Høst af vådt korn

Når kornet bliver høstet ekstremt vådt med op til 30% vand, giver det store problemer både i tærskeprocessen og den efterfølgende håndtering. Som det ses på filmen kan det være vanskeligt at få kornet til at "flyde" - det giver problemer med aflæsning fra mejetærsker og vogn, samt problemer med snegle- og båndtransport i tørreri og lager. I høstperioden hvor vi i forvejen arbejder mange timer, er det selvfølgelig ikke sjovt at skulle afsætte yderligere tid til overvågning af kornhåndtering og afhjælpning af stop. I denne sammenhæng er det også vigtigt, at tørreanlæg m.m. holdes kørende i døgndrift indtil kornet er lagerfast.

torsdag den 4. august 2011

Høst af raps

Rapsen blev som alt andet i år høstet med et for højt vandindhold, men vi havde heldigvis valgt at nedvisne rapsen i år, hvorfor den var rimelig nem at tærske tdligt på sæsonen. Det viste sig efterfølgende, at der ikke skulle blive mange gode høstdage resten af året. Så det var dejligt at have endnu en afgrøde sikkert under tag.

onsdag den 3. august 2011

Direkte høst af hvidkløver

I år forsøgte vi os med direkte høst af hvidkløver, i stedet for skårlægning og høst med pick-up. Det viste sig, at beslutningen om at høste rajgræsset meget vådt, gav luft i programmet til at køre ud og snuppe hvidkløveren mellem bygerne (, og det gav efterfølgende luft til at snuppe rapsen mellem de fortsatte byger). På grund af den regnfulde vejrudsigt valgte vi at høste selv om nedvisningen knap havde nået at virke. Det betød at råvaren var meget våd. På grund af pladsmangel, jeg havde jo delt det våde rajgræs ud over det meste af mine lagerfaciliteter, lagde jeg hvidkløverne på pansertoppe som det ses på billedet. Normalt vil jeg ikke placeren en meget våd afgrøde på dette system, fordi det sandsynligvis skal vendes op til flere gange. Jeg fulgte nedtørringen tæt, og det viste sig at jeg godt kunne holde kløveren kold, men jeg havde tilsvarende rajgræsset, problemer med at transportere vandet ud af bunken. Så efter to dage, valgte jeg flytte rundt på noget af rajgræsset så der blev plads til at lægge kløveren ud i et 30 cm tykt lag, hvorefter jeg tørrede den ned på to dage.