søndag den 17. april 2011

Såning

Såningen er ved at være afsluttet, desværre nåede vi ikke de sidste 10 hektar inden regnen, det ville ellers havde været dejligt at være færdig.

Som det ses på billedet, kan det være svært at lave et fint såbed i forårspløjet Stevns-jord, sådan en jordstruktur kan næppe holde på fugten, og slet ikke give grobund for et lille græsfrø.

Men vi har tromlet lige efter såmaskinen, og så var vi jo heldige med en masse regn efterfølgende, hvor jeg allerede nu kan se, at knoldene er blevet mere findelt - vi håber på at forårsvejret snart vil gøre arbejdet færdigt.

Heldigvis, eller desværre, alt efter anskuelse, medførte opholdet i såarbejdet, at vi opdagede et defekt forhjulsleje på såtraktoren. Det betyder, at vi skal stille om, så vi sår færdig med den store traktor, som vi ellers har såbedsharvet, tromlet og gødet med under såarbejdet.

Vi burde jo nok havde sået færdig her i weekenden, da udsat såning giver udbyttetab og nedsat modstandsdygtighed overfor sygdomme. Den store traktor er en del tungere, og da halvdelen af det areal som vi mangler at så er forager, hvor vi køre meget i forbindelse med vending, har jeg valgt at spare overtidsbetaling, skåne jordstrukturen og ikke mindst holde fri... Da såtraktoren er den eneste af de to traktorer som kan køre med sprøjten, skal den straks i gang med sprøjtearbejdet når den kommer tilbage fra mekaniker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar